Vedtægter

[Sidst opdateret på generalforsamlingen d. 22. sept. 2020]

§ 1 Foreningens navn og hjemsted
1.1 Foreningens navn er Grundejerforeningen ”Rugbakken”.

1.2 Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

§ 2 Medlemmerne
2.1 Medlem af foreningen er enhver nuværende og efterfølgende skødeindehaver inden for foreningens område, jf. § 3.2 nedenfor.

2.2 Ved ejerskifte påhviler det den tidligere ejer inden 14 dage efter ejerskiftet at give foreningen meddelelse om den nye ejers navn og bopæl og den tidligere ejer frigøres først for sin hæftelse overfor foreningen, når sådan meddelelse er afsendt. En tidligere ejer har efter ejerskifte ikke andel i foreningens midler.

§ 3 Kontingent
3.1 Der pålignes medlemmerne et årligt kontingent, som fastsættes på den årlige generalforsamling for indtil to år ad gangen.

3.2 For en ejendom, dvs. et matrikelnummer, indeholder mere end én beboelsesenhed, betales der alene ét kontingent. Et tofamilieshus betaler således kun enkelt kontingent, uanset om dette er delt op i ejerlejligheder eller ideelle anparter.

3.3 Kontingentet skal indbetales efter bestyrelsens anvisning i én årlig rate og skal være indbetalt inden udgangen af juli måned i det pågældende år. Såfremt kontingentet ikke indbetales rettidigt pålægges et gebyr og opkræves morarenter fra forfaldstidspunktet i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.

3.4 Kontingentet dækker foreningens udgifter, herunder til vedligeholdelse af private fællesvej. Udgifterne fordeles ligeligt mellem samtlige medlemmer, jf. §§ 2.1 og 3.2, uanset om medlemmets grund er beliggende på en af de veje, som foreningen har vedligeholdelsespligten over eller ej.

3.5 Ved restance efter betalingsfristens udløb afgives skriftligt påkrav med varsel i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning, hvorefter restancen overgår til inkasso.

3.6 Ekstraordinært kontingent. I forbindelse med større vedligeholdelsesarbejder og nyetableringer kan generalforsamlingen vedtage udskrivning af ekstraordinære kontingenter med anden forfaldsdato end hovedforfaldsdag j.f. 3.3.

§ 4 Bestyrelse
4.1 Foreningens bestyrelse består af 3-5 medlemmer. Valg til bestyrelsen finder sted på den ordinære generalforsamling, idet der i lige år vælges mindst to bestyrelsesmedlemmer samt en revisor. I ulige år vælges mindst et bestyrelsesmedlem og en suppleant samt en revisor suppleant. Alle valg gælder for to år. Hvis bestyrelse kommer ned på 2 medlemmer i valgperioden, foretages suppleringsvalg på den følgende generalforsamling. Hvis bestyrelsen kommer ned på færre end 2 medlemmer eller både revisor og revisorsuppleant fratræder, skal der inden 30 dage afholdes opstillingsmøde og senest 14 dage derefter et suppleringsvalg.

4.2 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og næstformand/sekretær.

4.3 Bestyrelsen administrerer foreningens midler.

4.4 Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden indkalder til møde eller efter begæring fremsat af et flertal af de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

§ 5 Generalforsamling
5.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

5.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlingen afholdes indenfor foreningens geografiske område eller i umiddelbar tilknytning hertil.

5.3 Dagsordenen skal indeholde følgende punkter: a) Valg af dirigent og referent b) Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år c) Forelæggelse af det reviderede regnskab fra det forløbne år til godkendelse d) Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent for det kommende år e) Behandling af indkomne forslag f) Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter samt revisorer og revisorsuppleant g) Eventuelt.

5.4 Ekstraordinær generalforsamling afholdes a) Når bestyrelsen indkalder hertil, eller b) Når mindst 25 % af foreningens medlemmer fremsætter skriftlig begæring med skriftlig begrundelse herom til bestyrelsesformanden, eller c) Når et flertal på den ordinære generalforsamling beslutter, at der skal indkaldes hertil.

5.5 Ekstraordinær generalforsamling afholdes senest 30 dage efter, at begæring herom er fremsat og indkaldes med mindst 8 dages varsel.

5.6 Beslutninger, som skal afgøres på generalforsamlingen, herunder også ændringer af disse vedtægter, kan afgøres uanset de fremmødte medlemmers antal og afgøres ved almindeligt stemmeflertal.

5.7 Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert tilstedeværende medlem eller én med fuldmagt forsynet repræsentant. Ingen kan dog for sig selv og/eller andre afgive mere end højst 5 stemmer.

5.8 Stemmeafgivningen kan kræves skriftligt, hvis flertallet af de fremmødte medlemmer kræver det.

5.9 Forslag til generalforsamlingen skal være indgivet skriftligt til bestyrelsens formand senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

5.10 Generalforsamlinger kan foregå helt eller delvist digitalt.

§ 6 Kommunikation
6.1 Kommunikation kan foregå elektronisk via e-post evt. suppleret af opslag på hjemmeside eller anden kommunikationsplatform.

6.2 Medlemmerne har pligt til at opgive mindst én aktiv e-postadresse til foreningen. Ved adresseændring har medlemmerne pligt til inden 14 dage at meddele dette til foreningen.

6.3 Foreningen skal behandle adresserne fortroligt i henhold til de til enhver tid gældende persondataforordninger.

6.4 Hvis et medlem har dispensation fra at modtage e-post fra det offentlige, kan denne person – efter anmodning – også blive fritaget for e-post fra foreningen.

§ 7 Regnskab
7.1 Bestyrelsen fører foreningens regnskab.

7.2 Foreningens pengemidler indsættes i anerkendt pengeinstitut, men kan også anbringes i obligationer, aktier eller lignende.

§ 8 Revision
8.1 Revisor skal gennemgå foreningens årsregnskab og skal forvisse sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede.

8.2 Revisionen består af en revisor og en revisorsuppleant.

§ 9 Tegning og hæftelse
9.1 Foreningen tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening.

9.2 Bestyrelsen kan udstede prokura til et medlem af bestyrelsen i forbindelse med tegning via netbank. Fuldmagt giver dispositionsret over foreningens konti til betaling af regninger m.v.

9.3 Bestyrelsen kan efter bemyndigelse af generalforsamlingen optage lån i anerkendt pengeinstitut eller kreditforening.

9.4 For grundejerforeningens forpligtelser hæfter medlemmerne personligt og solidarisk, men i det
indbyrdes forhold pro rata i forhold til deres fordelingstal. Det enkelte medlem kan dog frigøre sig fra den solidariske hæftelse ved kontant at indbetale sin andel af hæftelsen som opgjort pr indfrielsesdagen.

§ 10 Benyttelse af parceller og veje
10.1 På de enkelte parceller må ikke opsættes reklamer eller lignende, ligesom der ikke må drives nogen virksomhed, der ved ilde lugt, røg eller støj kan genere andre parcelejere.

10.2 Husdyrhold må ikke genere andre parcelejere.

10.3 Parceller må ikke bruges som oplagsplads.

10.4 Der må ikke parkeres køretøjer, der har en totalvægt på over 3.500 kg på foreningens veje.

10.5 Det enkelte medlem er ansvarlig for alle stikledninger fra egen parcel frem til hovedledningerne i vejen. Vejbrønde på foreningens veje vedligeholdes af foreningen.

§ 11 Opløsning
11.1 I tilfælde af foreningens opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om, hvorledes der skal disponeres over foreningens midler. Kan enighed ikke opnås, skal eventuelt overskud fordeles blandt foreningens medlemmer.